Af Edvin Larsen

Artiklen er en fortsættelse af Tæt på krigen 1864…, som blev trykt i BYHORNET 2005. Artiklen sidste år omhandlede tiden umiddelbart før og efter Dybbøls fald og Henriks deltagelse i krigen, som fik så katastrofale følger for kongeriget Danmark. Ved krigens afslutning bliver Henrik hjemsendt. I denne artikel vil jeg skildre, hvordan det senere går Henrik og hans familie. Skildringen bygger på det omfattende kildemateriale – i form af breve1 og andet, som Henrik har efterladt, og som Inger Nordtorp har afleveret til Lokalhistorisk Arkiv.

Kort resume omkring Henrik og Stines familiebaggrund

Henrik er søn af boelsmand Niels Rasmussen og hustru Karen Henriksdatter fra Sandager Mark. Henrik fødtes den 31. august. 1837 og gifter sig den 22. oktober 1863 med Anne Kirstine (kaldenavn Stine), som er født den 26. januar 1840 og datter af gårdmand Hans Nielsen og hustru Johanne Marie Pedersdatter fra Ravndrup Vænge. De bosætter sig på Sandager Mark, hvor Henrik ernærer sig som stenhugger. Stine føder en pige den 4. september 1864, mens Henrik endnu er indkaldt til krigstjeneste. Karen Henriette døbes i Gislev Kirke den 11. september.

Efter hjemsendelsen

En krig sætter ofte sine spor såvel fysisk som psykisk hos de personer, som har deltaget. For Henriks vedkommende er dette heldigvis ikke tilfældet. Henrik har altid været et troende menneske, som er meget interesseret i det samfund, han er en del af. Selv om Henrik og hans familie endnu tilhører kirken i Gislev, har han via Kristian Appel og andre af sine venner fået kendskab til den markante præst Vilhelm Birkedal2 i Ryslinge. I folketinget talte Birkedal stærkt imod fredsslutningen i 1864 og kritiserede ministeriet for ikke at have rådet kong Christian den 9. til enten at abdicere eller til at stå i spidsen for hæren i en sidste kamp mod fjenden. Ved en gudstjeneste i Ryslinge i efteråret 1864 havde Birkedal tilføjet i kirkebønnen: ”Gud give kongen et dansk hjerte, om det er muligt?”3, Nogle indkvarterede soldater på Tøjstrup Hovedgård havde overværet gudstjenesten og refereret Birkedals tilføjelse i bønnen til deres kaptajn, som havde viderebragt informationen til myndighederne. Birkedal havde også været meget kritisk over for den reviderede grundlov4. Nu var Birkedal blevet for besværlig, og han skulle væk, og det kom han. Men hans talefrihed og hans menighed kunne man ikke knuse. Birkedals tanker optager også Henrik, Stine og deres familie, hvilket bl.a. ses af breve af 6. april og 7. oktober 1866 fra Stines søster Hanne, som tjener på Bjerregaard. Hanne skriver ”Jeg

Skyttefesten ved Kværndrup den 30te September 1867 (Kilde: KSG&Is jubilæumsskrift)

glæder mig til naar jeg kommer hjem at komme over i den nye Kirke5 og høre Birkedal.” og fortsætter med at omtale et høstgilde ”… det kan nok være det var et rigtigt Høstgilde, efter at vi havde spist blev der holdt Taler ude i Gaarden, for der var saadan en masse Mennesker at det var umulig at de kunde komme til at høre inde, blandt Talerne var vor gode Birkedal, hvem jeg var rigtig glad ved at høre…”. Hanne ved, at Henrik og Stine vil blive glad for at høre Birkedal omtalt positivt. Hanne efterlyser også nyt hjemmefra bl.a. omkring den store skyttefest6, hvor Birkedal var en af talerne.

Forandringer for Henrik og Stine i 1867

Stine føder den 20. marts deres anden datter, som døbes Johanne Marie. Samtidig går Henrik med planer om at få mere jord, derfor indgår han en købekontrakt med tidligere fæstebonde Knud Nielsen, Trunderup, som i 1867 er blevet selvejer efter at have købt sin gård fri af stamhuset Egeskov. For at kunne finansiere selvejerkøbet var det helt almindeligt at sælge jord fra, som det blev i dette tilfælde. Ifølge købekontrakten, som underskrives den 8. oktober 1867, køber Henrik ”Matr. No.7/c, der staaer for Ager og Engs Hartkorn, 0 Td. 6. Skp. 1 Fdk. 2. Alb., samt den ved denne Parcel liggende Lod af Matr. No. 4/a der har et areal germatrisk Maal paa cirka 22 Tdr. Land og som efter de Taxter, der sidst sættes på denne Jord, vil erholde omtrent 2 Tdr. Hartkorn”7.

Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Ryslinge Kommune)

Henrik får skøde på den ubebyggede parcel (nuværendeTrunderup Dongsvej 20) i april 1868. Af købekontrakten fremgår det endvidere, at jagtretten er reserveret stamhuset Egeskov indtil 11. december 1877. Henriks svigerfar Hans Nielsen var en af de tre gårdmand, som havde taget initiativ til oprettelse af Trunderup Friskole. Hans Nielsens

Den første Friskole i Trunderup – opført 1868.

(Kilde: Kværndrup Sogn, foto 1941)

datter Maren – altså en søster til Henriks kone Stine, bliver forlovet med lærer Juler på Trunderup Friskole. Skolen står over for at etablere sig i egen bygning. I den forbindelse er det naturligt for Henrik at sælge jord fra sin parcel til lærer Juler, som herefter opfører en skolebygning med plads til en gift lærer. Skolen indvies 1. september 18688.

Urolighederne ude i Europa og de mærkbare konsekvenser her i landet

Henrik har en stor berøringsflade med omverdenen og ikke bare den lokale. Han er flittig til at skrive breve til familiemedlemmer og vennekredsen, når de drager væk hjemmefra for kortere eller længere tid. Det betyder også, at Henrik til gengæld får impulser udefra. Henriks livssyn er grundtvig-koldsk blandet med stor nationalfølelse. Efter Danmarks nederlag i 1864 og Preussens besejring af først Østrig (1866) og senere Frankrig (1870-71) bliver forsvaret gjort til et brændende spørgsmål. Følelsen af afmagt spredes i hele befolkningen. Den stærke nationalfølelse, som særlig dyrkes og opmuntres i de grundtvigske kredse, gør bitterheden og fjendskabet til alt tysk tilsvarende stort. Juler, som aftjener sin værnepligt i 1866, er i oktober 1871 genindkaldt til soldatertjeneste i Nyborg og skriver herfra hjem til Henrik. Da Juler er læreruddannet, forretter han en lidt anderledes tjeneste, idet han gør tjeneste på bataljonens skriverstue ”Jeg har for resten gode dage herude, jeg bestiller ikke andet end sidde og skrive hele Tiden. Jeg har slet ikke været med til nogen Øvelse. Jeg har ikke andre militaire Sager udleveret end Klæder og saa Sabelen…”, men trods det viser brevet i al sin tydelighed, at forsvarsviljen lever. I den del af landbobefolkningen, som er præget af det grundtvig-koldske livssyn, er det almindeligt at tage på højskole. I slutningen af 1800-tallet vokser antallet af højskoler overalt i Danmark. Mange af højskolernes lærere og ledere havde deltaget i krigen i 1864 som befalingsmænd/officerer. I februar 1873 er Stines yngste broder Peder elev på Askov Højskole9 og skriver herfra til Henrik og Stine. I brevet omtaler Peder Kristian Snedker, som Henrik i 1864 var indkaldt sammen med ”Kristian Snedker snakkede om, at han vilde have havt dig med herover. Den tur kunde du have gjort. Jeg er vis på, du ikke var kommet til at fortryde det, og jeg er vis på, det var noget, du kunde bruge og du kunde forstå ham, hvad mange af dem, som her er, ikke kan , men her er da også en grumme del unge fyre på 15 og 18 år og det er rigtignok for tidlig, det kan du nok skønne…”. Peder hentyder her helt klart til, at en dag på højskolen ville være noget, Henrik kunne få meget ud af.

Familieforøgelser og indenrigspolitikken

Den 1. marts 1873 føder Stine deres tredje barn, som den 10. april døbes Anne i Nazarethkirken i Ryslinge.

Nazarethkirken 1869-98 (Kilde: UD AF STEDET)

Indenrigspolitisk er det lidt af en urolig tid. Efter 1864 er der kommet liv i bondebevægelsen, som i 1872 stifter Det forenede Venstre, hvilket betyder, at kampen om parlamentarismen begynder. Det bliver begyndelsen til mange års voldsom politisk kamp mellem Højre og Venstre. Bøndernes parti Venstre får flertal i Folketinget ved valget i 1872 og kræver, at regeringen skal udpeges af kongen og dannes af det parti, der har flertal i Folketinget. Kongen vælger imidlertid sin nye regering blandt de konservative i Folketinget. Det siges, at landet ikke skal regeres af bønder. Storgodsejeren Estrup bliver regeringsleder. Henrik slutter sig til partiet Venstre, som de fleste andre i valgmenigheden også gør.10 Peder Jensen11- en ven af Henrik -skriver i et brev af 16. februar 1874 til ham ”Det politiske Røre har vistnok berørt dig mere og ligget dig mere på Sinde end mig. Jeg har nu aldrig givet mig synderligt af med Politik, og i Forhold til det voldsomme Røre, der var i Tingene sidste Efteraar, befattede jeg mig vel endnu mindre med den end tidligere, hvilket rigtignok for en Del havde sin Grund i, at jeg var ikke i stand til at blande mig i en saadan Hurlumhej. Det kan vel komme deraf, at det ligefrem strider mod min Natur, dog giver det mig ogsaa let afsky derfor, naar ikke de kæmpende Parter kan holde Bitterhed og Personlighed borte, hvilket jeg med fuldt Alvor beskylder begge Partier for ikke at have gjort.” og videre ”… derfor ønsker jeg kun at Venstre vilde gaa frem med den Kraft som kun ligger i den rolige Besindighed, lad være at det kun kunde gaa langsomt paa den Maade, men Byrden de kunde tage med dem blev da til visse større, og den er ingenlunde ringe, naar vi betragter, at det er det danske Folks fremtidige Udvikling de vil drage fremad. Du ved jo, at vi faar en større Sten op paa Vognen, naar vi giver os Tid til at rulle dem op paa Stenladdet, end som naar vi med et Sæt vilde tage den op fra Jorden, maaske Stenbøren gik i stykker derved.” Selv om ingen kilder direkte berører Henriks politiske engagement, så gives der nok indirekte et billede af, hvor Henriks ståsted er.

Henrik og Stine har nu fire piger. Der er ingen tvivl om, at de gerne ville have haft en dreng. I et brev af 16. juli 1876 skriver Stines bror Peder, som ligger inde som soldat i Hald ved Viborg. ” Jeg ønsker jer tillykke med den lille Pige, og det glæder mig at høre, at du er da temmelig rask Søster efter Omstændighederne.” og videre ”Du skriver rigtignok, at jeg ikke maatte tro uden at det var ligesaa kjærkomment med en Pige, naar det var vel overstaaet, men det må jo nu være, som det skal være, og som det er bedst. Vorherre mener ikke altid som os, men naar bare vi kan tro, at det er til vor Gavn, saa vil alle blive glade ved det, men det kan sommetider være svært nok, saadan er det da for mig.” Selv om nationalismen ikke er blevet mindre efter tabet i 1864, har holdningen blandt de indkaldte ændret sig - i særdeleshed blandt de, der tilhører Venstre. Peder er fra landet og sympatiserer med Venstre, hvilket han også ved, at Henrik gør. ”Naar jeg skulde fortælle lidt om Leiren her ved Hald, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal begynde, saa det kan der snakkes lidt mere om, naar jeg kommer hjem…” og fortsætter ”Det Leirliv er jo noget kunstigt, det skulde jo forestille et Krigsliv, men det kan jeg forstaa, at det er langt derfra, skøndt jeg aldrig har seet eller langt mindre prøvet det.” Her hentyder Peder til Henriks deltagelse i krigen i 1864. Efter Peders mening er der for meget parade/eksercits og for lidt felttjeneste. Stine har den 29. juni 1876 født sit fjerde barn – en datter, som døbes Maren. Først den femte gang lykkes det for Henrik og Stine at få en søn, idet Stine den 18. oktober 1878 nedkommer med en dreng, som døbes Niels i Nazarethkirken den 1. december.

Landbrugskrise og andelsbevægelse

Henrik køber den ubebyggede parcel, medens landbruget står foran en krise, som slår igennem i løbet af det næste årti. Denne krise kræver en omstilling. Hidtil havde landbruget alene fokuseret på kornproduktionen, men nu bliver der sat fokus på de animalske produkter. Omstillingen fra produktion af korn til animalsk produktion er hidtil foregået langsomt, men i slutningen af 1870’erne indtræffer et tilbageslag for hele den europæiske økonomi samtidig med, at producenterne i USA og i Rusland bliver i stand til sælge korn på verdensmarkedet til priser, som ligger langt under de priser, som dansk landbrug forventer. Landbruget må nu omstille eksporten til animalske produkter og i stedet anvende kornet som foder. I Tyskland bliver importen af kvæg begrænset, så den eneste mulighed for at komme ud af krisen er at forsøge med mejeriprodukter, hvilket først og fremmest ville sige smør.12 En af Henriks venner Hans Jacob, som boede i Sdr. Højrup skriver i et brev til Henrik den 10. april 1879 ”…Hvad kærnen angaar, da bliver Kvindfolkene godt nok ved at pumpe med den gamle. De er jo ikke vennet til andet, men det værste er, at de er snart bange for at komme Fløden i den, for den vil rinde saa smaat og Lukkerne vil gaa af den. Det var jo ikke morsomt, hvis man skulde spilde Fløden til 4 á 5 pund Smør en Gang og saa foruden ikke havde noget at kærne den anden i, som man samler. Nej, den trang er, at jeg vil bede dig om at afhjælpe os ved at sende os den ny Kærne, saa snart som mulig…”. Første led i smørfremstillingen er, at man deler den rå mælk i fløde og skummetmælk. Denne proces foregår på gårdene ved, at man lader mælken stå i store flade kar og skummer fløden fra, når den er steget op til overfladen. Da centrifugen slår igennem i begyndelsen af 1880’erne ændres denne arbejdsproces. Centrifugen får nogenlunde samme betydning for det danske samfunds udvikling som spindemaskinen for det engelske. Det første andelsmejeri opstår i 1882 i Hjedding i Vestjylland. I november 1886 kommer turen til Trunderup, hvor 40 gårdmænd står bag oprettelsen. Trunderup Mejeri begynder produktionen i august 1887.13

Trunderup Mejeri (Kilde: Kværndrup Sogn)

Af Trunderup Andelsmejeris bestyrelsesprotokol fremgår det, at Henrik på generalforsamlingen 1889 vælges ind i bestyrelsen. Henrik er bestyrelsesmedlem i de følgende 12 år. I 1901 trækker han sig efter eget ønske fra bestyrelsen. Henrik var fremsynet ingen tvivl om det. Andelsbevægelsens tanker optager Henrik. I 1872 er der oprettet en brugsforening i Gislev. En del af beboerne i Trunderup heriblandt Henrik slutter op om brugsforeningen i Gislev, men Henrik vil mere end det. Derfor arbejder han for at få oprettet en brugsforening i Trunderup. Hans ihærdighed vinder tilslutning i Trunderup, selv om der på samme tid arbejdes på en brugsforening i Kværndrup. Henrik når sit mål og får den 4. juni 1896 oprettet en brugsforening i Trunderup.

Trunderup Brugsforening (Kilde: Kværndrup Sogn)

I første omgang er den en filial af brugsforeningen i Gislev, men allerede et år efter i 1897 ændres den til en selvstændig brugsforening med tilhørsforhold til FDB14

Henrik er et aktivt menneske, som også beskæftigede sig med mange praktiske ting. Al opvarmning i hjemmet sker på den tid med brænde eller tørv. Henrik specialiserer sig i at fjerne træstubben, som bliver tilbage i jorden, når træet er fældet, da stubben indeholder god brændværdi. Men at tage træstubbe op er ikke helt ufarligt, når man anvender den metode, som Henrik benytter. Metoden går under navnet ”at skyde træ”15 I et brev, som Stines søster Hanne sender den 15. februar 1881 til Stine, bekymrer Hanne sig meget om det uheld, som er overgået Henrik. ”…men nu i går fik vi Brev…. Og hørte om den strenge Tid I har haft og vel til dels endnu har. Vi kan rigtignok ikke rigtig forstå, hvad det er Henrik har været ved, hvorved Uheldet skete. Vi synes han skriver, han var ved at skyde træ, men det synes vi var en sær Beskjæftigelse, men det er nu lige meget, han har været uheldig kan vi forstå…” Henrik anvender sprængstof til at sprænge træstubbe med, således at de er lettere at få op af jorden.

Henrik og Stine får seks børn. Den 21. februar 1881 nedkommer Stine med endnu en pige, som døbes Dorthea i Nazarethkirken. Familien er efterhånden blevet stor, men nu er Karen fløjet fra reden. Karen har allerede som 16 årig været i tjeneste flere steder. På dette tidspunkt tjener hun hos præsten i Seden Præstegård. I et brev hjem til forældrene den 12. maj samme år skriver hun ”Det er galt med min Skudsmaalsbog igen, den er ikke bleven udskrivet, hvor jeg har været sidst, sagde han (præsten), før den var bleven det, kunde han ikke gøre noget ved den, men det skulde være saa snart som mulig. Vil I faa den det, jeg ved jo nok at det er ulejlighed, men jeg kan jo ikke gjøre andet end sende den hjem. Ja, hvor er det godt at have et godt hjem, det kan man først rigtig skønne på, når man er ude fra det…”. I den følgende tid skriver Karen flere breve til hjemmet. Af indholdet kan man læse, at Karen ikke er særlig glad for at tjene hos præsten i Seden Præstegård. På den tid er det helt almindeligt på en gård som Henriks størrelse at have tjenestefolk. Henrik og Stine har fæstet både en pige og en karl, men som det ses af Karens brev fra 28. august 1883, er dette ikke altid uden problemer. ”Det er da kedelig at Lars sådan er stukken af om natten. Det lyder dog så sært, men det værste er dog for dig kære fader, du faar det strængt.” Om Lars vender tilbage eller Henrik må fæste en ny - fremgår ikke af brevvekslingen. Karen fortæller videre i sit brev om kirkegangen i Seden. ”Vi er lige kommen hjem fra Kirke. I dag var her kun seks i Kirke foruden dem her fra Præstegården. Jeg er rigtignok glad ved, at jeg snart skal hjem at høre Povlsen16, det er dog noget helt andet.” Af brevet ses det tydeligt, at engagementet omkring valgmenighedens kirkegang var noget helt særligt – sammenlignet med kirkegangen i mange folkekirker på den tid.

Højskolen og Friskolen

Såvel Henrik som Stines familie ved, at skolegang er vigtig for at kunne klare sig i tilværelsen. Henrik og Stine er som nævnt præget af det grundtvig-koldske livssyn. Det gør, at friskole, efterskole og højskole fylder meget i deres liv. Henriks svigerfar stod bag oprettelsen af Trunderup Friskole, og Henrik bliver en af dens støtter. Stines søskende frekventerer højskolen og Henrik og Stines egne børn får også mulighed for at komme på efterskole/højskole. I et brev dateret 2. juni 1882 skriver Stines søster Marie til Henrik og Stine fra Bøvling Fri- og Efterskole. ”Nu er tiden endelig kommen, at jeg skal til at skrive til Eder. Det er rigtignok længe siden, men bedre sent end aldrig, trøster jeg mig ved. De Søgnedage har jeg fuldt op at bestille med at lære mine ting, og saa har jeg kun Søndagen til at skrive Breve i, og da kan der tit træffe Forhindringer. Om Formiddagen er jeg i Kirke. Den ligger lige ved siden ad os, så det er næsten umulig at lade være at gaa i Kirke, om end vi har travlt, naar Klokkerne begynder at ringe, saa er det som om de kalder af en, og saa har jeg en Fornemmelse af, at det ikke er rigtigt at blive hjemme for travlheds skyld.” og fortsætter ”Karen læser sagtens Brevet, og saa kan jeg nok tænke, at hun siger, det er da et sært tørt Brev Moster skriver, mon hun gaar og bliver saa tør deroppe ved Vesterhavet. På en Måde bliver jeg vist ogsaa nok tør heroppe, for her er skarp Vind for det meste, men paa den anden Maade har jeg ikke grund til at blive tør, for det er en Skam at kalde dem tørre Jyder, som jeg lever iblandt…”. Marie omtaler også sin svoger lærer Juler, idet hun skriver ”Jeg har hørt lidt om, at Juler nu vil rejse alligevel, det er dog underligt saa vægelsindet et gammelt menneske kan være. Jeg har dog tænkt mig, at jo ældre et Menneske blev, jo mere ro maatte der komme over det; men det tegner næsten til det modsatte med ham, når blot han nu kan finde sig tilfreds, hvor han kommer hen. Hils ham fra mig, hvis han ikke allerede er rejst.” Da lærer Juler mister sin kone Maren – Stines søster - køber skolekredsen efter Julers eget ønske Trunderup Friskole af ham for 1400 kr. Beløbet bliver indsamlet ved frivillige bidrag.17 Juler forlader Trunderup Friskole i sommeren 1882. At det grundtvig-koldske livssyn er det kit, som binder valgmenighed og friskole sammen, som det praktiseres på Midtfyn, ses af et brev, som Juler den 23. januar 1884 skriver til Henrik fra Sejling ved Silkeborg, hvor han bliver lærer på en friskole, efter at han er rejst fra Trunderup. ”… Det var i det hele ikke just saa let at finde sig tilrette saa snart for os, som hel fremmed i en fremmed Egn og saa begynde paa ny i en dog noget fremrykket Alder og med den Tanke, at heller ikke den Gjerning har kunde vare ved. Men jeg maa sige at al Ting har gaaet godt. De tog godt imod os, og vi har modtaget megen venlighed, som vi sent vil glemme. Du ved jeg tvivlede om, allerede før vi18 kom hertil, at Skolen havde en Fremtid. Denne Tvivl viste sig at være fuldt begrundet. Det har aldrig været en virkelig Friskole, men kan og skal rigtigere betegnes som en Privatskole og under det Navn har den ogsaa sine gode Sider og sin berettigede Tilværelse.” Juler skriver videre, at der ikke er nok børn til skolen i fremtiden, selv om præsten har mange børn. Juler er en dygtig lærer og ligesom i Trunderup, hvor han havde startet aftenskole i vinterhalvåret, er han begyndt på noget lignende i Sejling, men ånden fra det midtfynske savnede han, og han fortsætter ”…Vi har havt det rigtig godt i Sejling, om ends kjendt det var kun en lille lønnet Plads, har vi kunnet klare os i økonomisk Henseende. En Ryslinge Kreds har jeg savnet, hvad der gjorde mig godt, uden at det endda kan siges, at der her er Mangel paa Mennesker til at føre gode Ord. Jeg antager, at du nu ved, at vi skal til Vester Nebel ved Kolding til Maj, hvilket vi er særdeles glade ved, allermest fordi at jeg tror, det er en god Egn, hvor der ikke alene er mange om at føre gode Ord, men hvor der ogsaa er hørende Ører og aabne Hjerter, som skal til for at danne et Samfund, hvor man menneskeligt vel kan sige, at der er godt at være.” I Trunderup er Juler imidlertid afløst af friskolelærer Niels Kjær, som stammer fra Nordjylland. Henrik og Stine tager godt imod Julers afløser. Det er Henrik og Stines natur. Når Niels Kjærs nordjyske familie besøger Trunderup, benytter Henrik lejligheden til at ”vise” herlighederne på Midtfyn frem. Henrik optræder som turistguide, hvilket bl.a. ses af Niels Kjærs svigerforældres brev til Henrik og Stine. ”Vi har Lyst til at sende jeg en Hilsen og Tak fra og for det sidste og lange Besøg vi gjorde hos Eder og tillige for den opofrelse I gjorde for os idet vi blev kjørt omkring af dig Henrik Nielsen, saa mange gange derovre paa Fyen, og for al den Venlighed og Godhed I paa alle Maader viste imod os.” Niels Kjærs svigerforældre kender til Henriks engagement inden for valgmenigheden. Derfor er det heller ikke unaturligt, at det bliver Henrik sammen med to andre ”brødre” fra valgmenigheden, som rejser til Mors i forbindelse med etablering af en valgmenighed der.

Tre mænd, der rejste til Mors - Henrik Nordtorp i midten.

(Foto udlånt af Mogens Hansen, Gislev)

Henriks store interesse for skole betyder, at hans og Stines børn skal have et højskoleophold. Karen og Maren kommer i foråret 1888, da de er henholdsvis 24 og 21 år på Rødkilde Højskole. I et brev hjem til forældrene den 13.maj fortæller Marie, hvordan det er at være på højskole. ”… Vi synes rigtig godt om at være her, for de er alle sammen saa flinke mod os. Andersen og Sofie, ja de er rigtig nogle brave Folk. Det er saa morsomt at see deres milde Ansigter. Sofie er saa mild, og saa er hun saa god til at læse for os. Hun læser for os en time hver Dag fra syv til otte, og saa er vi fri. Om hun vil blive ved at læse for os ved jeg ikke, og jeg ved heller ikke rigtig, hvordan vi skal have det med Lærerne, hvad Time de skal have, men Andersen har vi da hele Formiddagen. Han holder først et Foredrag. Det vi har faaet hidtil har mest været om Børneopdragelse. De har rigtignok været gode…” og hun fortsætter ”… saa har vi Regning og saa læser vi, det har vi rigtig godt af, siger han, vi kan baade glæde os selv og andre med det, og deri har han ret, men det kniber os saadan at læse højt for alle dem, da især Vers. Det kan vi ikke gøre godt nok. Saa har vi ikke mere med Andersen, men saa kommer Hansen. Ham har vi i Retskrivning, Geografi, Danmarkshistorie og Naturlære. Han er meget livlig til at fortælle, og det er vi glad ved, men når vi har Retskrivning er jeg ikke saa meget glad, for det kan jeg ikke ret godt, og saa alt det han fortæller os om Skrivningen, hvad for noget der hedder saadan. Ja, det løber helt rundt i mit Hoved, men noget faar jeg da. Bendsen har vi kun tre Gange om Ugen. Han fortæller Litteratur og Kultur. Det kan jeg jo ikke sige stort om, men jeg mener da han fortæller det godt…” og videre ”Saa har vi Bojsen. Ham skal vi have de tre Dage om Ugen, men ham har vi ikke haft endnu for han er syg, saa vi ved ikke, hvad han vil fortælle, nu tror jeg ikke der er mere, jeg kan fortælle….” ”Her er kjønt herover kan I tro, ja, I skulde bare herover, naar det bliver rigtig Sommer for saa bliver det først smukt. Bojsen har saadan en stor Have og den gaar lige ned til Fjorden, saa det kan I jo nok forstaa er kønt, og her er ogsaa en stor Udsigt.” og slutter brevet med ”Nu ved jeg slet ikke mere at skrive denne Gang, men nu vil du jo nok snart skrive kære Fader, for vi vilde nok have at vide hvordan det gaar Hjemme, om I er raske. Hvordan gaar det, har I faaet saaet. Herover er Kornet kommet op, men det er nok heller ikke saa tidlig hjemme. Sig til vore Søskende om de ikke vil skrive til os og fortælle noget af alle slags, for det er de jo gode til….”

Den 22. oktober 1888 fejrer Henrik og Stine sølvbryllup og modtager i denne anledning mange hilsner fra nær og fjern. Henrik og Stines kontaktflade er stor. Helt fra ungdommen og indkaldelsen som soldat under krigen i 1864 er venskabet med Kristian Appel tæt. Kristian Appel vender efter hjemsendelsen fra krigen tilbage til Ryslinge, hvor han igen bliver friskolelærer og tillige kirkesanger i valgmenigheden. Henrik og Stines venskab med Kristian Appel består, selv om han som ivrig forsvarsven kommer i modsætningsforhold19 til kredsen og i 1889 forlader Ryslinge Friskole til fordel for Landboskolen i Lyngby. Som afslutning på et brev til Henrik den 2. september 1889 skriver han bl.a. ”Nu kjære Ven, tak for al god Kjærlighed og venskab i den lange Aarrække, ingensinde føler man sig dybere, hvor højt man elsker sin Ven, end naar man er bleven adskilt fra ham. Hils nu ogsaa din kjære Kone og Dine Børn. Jeg ønsker for Eder og Eders Hus, at Evighedslivet maa gro og blomstre og bære Frugt til lys Frimodighed i Troen, til stærk Vedholdenhed i Haabet og til inderlig Varme i Kjærlighed i Vor Herre Jesu Navn.” I de følgende år er der en jævn brevveksling mellem Kristian og Henrik. I 1893 forlader Kristian Landboskolen og bliver forstander for Holsted Fri- og Efterskole.20

Vandringer

I forbindelse med anlæg af jernbaner sker der i 1870’erne store ændringer i infrastrukturen i det danske samfund. Strækningen fra Odense til Svendborg anlægges i 1876. De offentlige anlægsarbejder bliver et væsentligt incitament til det store opbrud i landbefolkningen. Selv om mange gårdmænd tjener gode penge i de sidste to årtier af 1800-tallet, er der ikke længere gode fremtidsudsigter for karle og piger på landet. Der er sammenhæng mellem afvandring og jordpriser. Afvandringen fra landbruget er størst i de egne af landet, hvor jordpriserne er højest. Det gjaldt f.eks. Langeland og Sydfyn. Men det er ikke alene købstæderne, der trækker. Det store udland virker på mange som en magnet. I 1865, hvor den blodige amerikanske borgerkrig slutter, er regeringen i Washington fast besluttet på at indvinde krigens store økonomiske og menneskelige tab ved at lokke folk over fra Europa for at opdyrke de vældige præriestrækninger, hvor jernbanerne er ved at blive anlagt. I Henrik og Stines vennekreds er der også nogle, som forsøger lykken. En ven slår sig ned i Topaz og en anden Niels Peder Jensen i Beaver i British Columbia i Nordamerika. Det er den amerikanske drøm og måske verslinjerne ”Guldet det ligger dig for din fod, du bukker blot for at få det” (Flugten til Amerika), som får også unge mennesker med rødder i det midtfynske til at forlade Danmark for at prøve noget nyt. Det fremgår af brevene til Henrik, at noget af det, de tager med sig, er lærdommen fra friskolen og den styrke, som valgmenighedens fællesskab har givet dem. Når deres tanker går til det hjemlige, er det disse områder, der bliver nævnt i brevene. Friskole og valgmenighed er de holdepunkter, de bruger i deres opbyggelse af en ny tilværelse.

Henrik hed oprindelig Nielsen til efternavn, men bliver - efter at have købt parcellen og etableret sig som gårdmand - omtalt Nordtorp. At Henrik omtales Nordtorp kan måske have noget at gøre med, at han bosætter sig ikke langt fra Nordtorpe skoven, hvor der tilbage i 1500-tallet også lå en landsby ved navn Nordtorp.21 Efterkommerne efter Henrik og Stine kommer til at hedde Nordtorp, da Henrik i henhold til kgl. bevilling af 16. januar 1905 køber navnet Nordtorp.

Navnedokument (Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Ryslinge Kommune)

Sønnen Niels, som er blevet gift med Kristine fra Gultvedholm, overtager gården efter sine forældre, Henrik og Stine i 1908. Henrik dør den 25. juni 1911 i en alder af 74 år. Stine overlever Henrik og dør den 1. marts 1918. Med Henrik forsvandt et menneske, som på mange områder har beriget det lokalsamfund, han var en del af.

Tre trunderuppere. Henrik Nordtorp i midten.

(Kilde: Kværndrup Sogn. Foto omkr. 1910)