De så det ske………

Tæt på krigen 1864…

Efter Henrik Nielsens (Nordtorps) breve

Af Edvin Larsen

Som bestyrelsesmedlem i Lokalhistorisk Forening i Ryslinge Kommune er jeg af redaktøren, Mogens Hansen blevet bedt om at skrive nogle artikler baseret på Henrik Nielsens efterladte breve - navnet Nordtorp købte familien i 1905. Brevene er afleveret til Lokalhistorisk Arkiv af Inger Nordtorp, Kværndrup, som jeg også har haft en god snak med angående artiklen. Brevene er ”oversat” fra gotisk til nutidig skrift af Connie Jensen, medarbejder på Arkivet. Jeg har valgt, at den første artikel her i BYHORNET skal omhandle tiden umiddelbart før og efter Dybbøls fald den 18. april 1864. Som kildemateriale til artiklen har jeg anvendt breve1 til og fra Henrik Nielsen, som relaterer til denne periode. Jeg vil lade kilderne tale, således at læseren kan få et indtryk af, hvordan Henrik og hans ven Kristian Appel2, som begge deltog i krigen, oplevede det, der skete, og for at læseren bedre kan følge forløbet, vil jeg bidrage med information omkring det rent historiske.

Henrik Nielsens efterkommere - Nordtorpslægten

Henrik var søn af boelsmand3 Niels Rasmussen og hustru Karen Henriksdatter fra Sandager Mark. Henrik blev født den 31. august 1837 og gift med Anne Kirstine (kaldenavn Stine), som var født i 1840. De bosatte sig på Sandager Mark, hvor Henrik ernærede sig som stenhugger. I april 1868 købte Henrik en ubebygget parcel på Trunderup Dongsvej (nuværende nr. 20) for 6.500 rigsdaler. På parcellen byggede Henrik en gård. Gården her er fortsat i slægtens eje. Stine og Henrik fik seks børn - fem døtre Karen,

Foto af Stine og Henrik Nielsen (Udlånt af Inger Nordtorp)

Maren, Marie, Anne, Dorthea og en søn Niels. Niels blev gift med Kristine, som stammede fra Gultvedholm. Kristine og Niels overtog i 1908 gården efter Niels’ forældre Stine og Henrik. Niels døde i 1926 og efterlod Kristine og syv børn. Kristine drev som enke gården videre. I 1946 overtog hendes søn Henrik Nordtorp sammen med sin kone Inger gården. Kristine blev boende i en lejlighed på gården frem til 1984, hvor hun flyttede ind på plejehjemmet Nørrevænget i Gislev. Kristine kunne i 1986 fejre sin 104 års fødselsdag som Fyns næstældste. Samme år overtog Inger og Henrik Nordtorps datter Gunhild og hendes mand Henning Uth gården. I dag drives gården af deres søn Jacob Uth og hans kone Tinna.

Trunderup Dongsvej 20 (Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Ryslinge Kommune)

Den historiske baggrund

Indledningsvis vil jeg ganske kort – og uden at gå tilbage til det tidspunkt, hvor grænsedragningen mellem Danmark og landet mod syd blev etableret - skildre baggrunden for det, der skete. Grænseområder har gennem historien altid givet anledning til nationale og befolkningsmæssige spændinger. I 1800-tallet sprængte den voksende nationalisme den danske regerings helstatspolitik i hertugdømmerne, hvor man var begyndt at tage parti for dansk eller tysk. Med slagordene ”Ewich tosamende ungedelt” ønskede de slesvig-holstenske oprørere Sønderjyllands forening med Holsten og de to hertugdømmers udskillelse fra det danske kongerige. Over for dette stod de danske nationalliberale4, som krævede den gamle grænseprovins indlemmet i kongeriget og udskilt fra Holsten. Danmarks grænse mod syd skulle gå ved Ejderen. De oprørske slesvig-holstenere ønskede derimod grænsen placeret ved Kongeåen. Konflikten førte til treårskrigen i 1848-50, som endte med et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere og en sejr for den danske hær, men dermed var det politiske spørgsmål ikke blevet løst. Den preussiske regering under Bismarcks ledelse ønskede af interne politiske og strategiske grunde, at Slesvig blev en del af det tyske forbund, og Østrig, som var en del af det tyske forbund, bakkede op om dette ønske. Efter et ultimatum fra den preussiske regering, der krævede, at Danmark trak sine tropper tilbage fra hertugdømmet, gik 12.000 preussiske soldater juleaften 1863 ind i Lauenborg og Holsten, hvilket medførte, at de danske tropper, der var stationeret i de to hertugdømmer, trak sig tilbage til Slesvig uden episoder.

Januar 1864 - krigens begyndelse

På dette tidspunkt var stemningen trykket over alt i Danmark. Alle vidste, hvad det ville ende med. I et brev til sin gode ven Henrik skriver Kristian fra Carlshütte ved Rendsburg den 17. januar 1864, at han - siden indkaldelsen umiddelbart efter nytår - havde været på vagt to gange ved Ejderen. Resten af tiden var gået med eksercits og almindelig øvelse. Kristian skriver endvidere, at han har hørt, at to års frilodder5 var blevet indkaldt, hvilket bekymrer ham, da han forestiller sig, at Henrik muligvis kan være blandt dem, og som han selv bemærker, så har Henrik til forskel fra Kristian en kone. Den frygt, som Kristian bar på, skulle vise sig at holde stik. Henrik blev indkaldt til at give møde i Nyborg den 28. januar 1864, og nogle dage forinden havde han fået brev fra Kristian med gode råd. ”… Du møder i Nyborg og siger akkurat, hvordan du har det. Du skal naturligvis tage Bind på og beholde det på; thi du bliver ikke kasseret straks, men du kommer til at gaae på Prøve, antager jeg, og kan du da gaae med, saa gaae med, kan du ikke, saa melder du dig syg og bliver tilbage. Det er det eneste sande Standpunkt, der kan indtages. Min kjære Ven!. Det er anderledes for dig, end det er for mig. Du er knyttet til Hjemmet ved din kjære Kone, og det er tungt for hende at lade dig rejse, det kan ikke andet end smerte hende meget, men der er saa mange, der må lide denne Lod: her på Stuen ligger der to gifte Mænd, og mange er der ved Comp. i det Hele, men hvad der er vigtigere, er Fædrelandet kalder, og naar Fædrelandet kalder føler de højtsindede Sjæle og alle dybtfølende Hjærter sig mægtig tiltalte og rørte af dette Kald, og denne Følelse er det Tryggeste at følge i Tro på Guds Omsorg for os Alle.” Krigen var på trapperne. Dette vidste Kristian, og han vidste også, hvad konsekvensen ville blive og frygtede derfor det værste, hvorfor han tænkte mere på sin ven Henrik end på sig selv. Siden 1849 havde Danmark haft almindelig værnepligt, men da det var tilladt at lade sig stille, købte mange sig fri fra militærtjeneste. Denne tanke lå ganske fjernt for Kristian og sikkert også for Henrik. Det handlede om nationalfølelse og dermed forpligtigelsen til at forsvare fædrelandet. Det var heller ikke helt billigt at købe sig fri for soldatertjeneste6. Kristian slutter sit brev ”Nu kan jeg ikke vide om det skulde blive Alvor med Prøjserne og Østrigerne. De samler en masse Mennesker i Holsten, og dersom der blot ikke maatte blive givet efter, men anraabt og paakaldt den danske Fædrelandskjærlighed og Guds Lykke. Vi skal da nok sejre. Gud bevare os Alle i sin Haand.” Der var hos Kristian som hos resten af den danske befolkning en tro på, at sejren fra treårskrigen ville kunne gentages.

Henrik indkaldes

Indkaldelsen angav, at Henrik skulle møde som rekrut ved 1. kompagni i Nyborg, og her blev han ”sammen med tre gode og troende kammerater”, som han selv udtrykker det, indkvarteret hos bager Østerby. I et brev til sin kone Stine, som ligesom hans forældre var meget bekymret for hans fortsatte skæbne, omtaler Henrik indkvarteringen som værende god. ”… Vi lever nu godt sammen, har en Kakkelovn på Kammeret og ret gode Senge, saa jeg har det saa meget godt.” Dagene gik med eksercits. Fritid var der ikke meget af. En af Henriks soldaterkammerater, Kristian Snedker havde medbragt et anker øl. ”Det drikker vi først …”, skriver Henrik. Først derefter vil han bede Stine om at sende øl.

Fjendtlige tropper overskrider Danmarks grænse ved Ejderen

Den 1. februar krydsede preusserne og østrigerne Ejderen og fortsatte nordpå imod Mysunde, hvor det første sammenstød imellem den preussisk-østrigske og den danske hær fandt sted den 2. februar. Stillingen her var en del af Dannevirkes østlige fløj. Preussernes taktik var at krydse Slien og angribe det danske fæstningsværk Dannevirke fra flanken og i ryggen. De danske soldater på Dannevirkestillingen befandt sig i historiske omgivelser, hvor forfædre adskillige gange de sidste tusinde år havde forhindret fjender sydfra i at trænge op i landet. Der var ingen tvivl om, at Dannevirkes historiske betydning havde såvel moralsk som psykologisk virkning på den danske soldat. Stemningen i Danmark var

Dannevirke (Kilde: Historiecenter Dybbøl Banke)

på dette tidspunkt optimistisk. Befolkningen havde tillid til den danske hær, men selv om den gik sejrrigt ud af sammenstødet ved Mysunde, var situationen for hæren alvorlig. Dannevirke var for lang til at forsvare med de 40.000 danske soldater, som general de Meza havde til rådighed. Den preussisk-østrigske hær var til sammenligning på 67.500 mand. De Meza var klar over, at et gennembrud af Dannevirke kunne betyde udslettelsen af den danske hær, hvorfor han – uden tilladelse fra krigsministeren - besluttede at trække det meste af hæren tilbage til Dybbøl. Natten mellem den 4. og 5. februar begyndte den danske hær tilbagetoget. Det skulle vise sig, at blive et forfærdeligt tilbagetog. Snestorm og temperaturer ned til -10°C gjorde tilbagetoget vanskeligt. Selv om den danske hær kom uset af sted fra Dannevirkestillingen, sendte østrigerne en større styrke med både artilleri og kavaleri efter for at genere danskerne mest muligt. Ved Sankelmark Sø havde en dansk brigade fået ordre til at standse forfølgerne. Det kom til en heftig kamp, hvor danskerne under voldsom bajonetfægtning mand mod mand holdt stand. Den danske hærs seje modstand og de relativt store østrigske tab fik østrigerne til at opgive den videre forfølgelse, og tilbagetrækningen kunne genoptages, mens fjenden langsomt fulgte efter. Danskerne ændrede nu strategi, idet den danske hær delte sig i tre dele, hvoraf hovedparten på ca. 26.000 mand gik mod Dybbøl, da forsvaret her blev prioriteret højt. Resten gik nordpå i Jylland, hvor man delte sig i to grupper - et bevægeligt korps, som trak sig tilbage til nord for Kongeåen og et korps, som skulle forsvare fæstningen Fredericia. Den 6. februar ankom således hovedparten af hæren til Dybbøl og Sønderborg. 10 soldater var frosset ihjel under marchen og mere end 500 var faldet ved Sankelmark, mens resten var udmattede. Selv på denne baggrund var den officielle opfattelse, at hæren var intakt. Efter datidens forhold var infrastrukturen i orden, hvilket ses af, at Henrik allerede den 11. februar var bekendt med, hvad der var sket. I et brev til Stine skriver han fra Nyborg ”Denne gang kan jeg knap sige som sidst, at jeg har det godt, thi de sidste Efterretninger er jo saa nedslaaende, at enhver Dansk Mand er dybt bedrøvet, ja man harmes over saa lumpent et tilbagetog. Jeg kunne hilse dig Farvel dyrebareste Kone heelt frejdig, ja næsten med et Smil om Munden, men i disse Dage har jeg grædt flere gange, naar jeg tænker hvor usselt og vistnok et skjændigt Forræderi at rømme Dannevirke uden Modstand, at prisgive de arme tro Sønderjyder til Fjendens Voldshandling. Men lad os nu alle, enhver kristen, enhver dansk Mand og Kvinde, alle bede vor Herre Jesu at komme og gjøre sin store Livsgjerning og frelse vort lille kjære Danmark dejligst Vang og Vænge, som han saa tit

Kort (Kilde: Historiecenter Dybbøl Banke)

har gjort, ja beed kjære Stine, du er dog en Dannekvinde, og har Hjærte det hved jeg. Saa vil vi alle bede ham at give os Mod og Kraft til at stride og glemme vore egne smaaligheder og ikke spare paa at ofre hvad der kan tjene til at frelse Fædrelandet, saa bliver det nok frelst.” Henrik adskilte sig ikke fra mange i samtiden i troen på, at med Guds hjælp ville preusserne/østrigerne kunne besejres, og at rømningen af Dannevirke var bedrøveligt. Blandt de soldater, som var med på tilbagetoget mod Dybbøl, var Henriks gode ven, Kristian. Kristian skriver til Henrik efter at være kommet til indkvarteringen i Lysabild på Als. Brevet, som er dateret den 16. februar, er et kort brev og bærer præg af de oplevelser, som Kristian havde været vidne til. ”… Jeg har ikke Tid til at skrive, og det, der skal fortælles, kan kun ogsaa svagt udtrykkes med Pennen. Kommer vi sammen engang, bliver der noget at fortælle. Jeg vil ikke berøre tunge Hjærter og trætte legemer, hvormed vi forlod Dannevirke, men blot anføre at jeg har været i Ilden to Gange, ved Dannevirke og i Lindeved. Den sidste gang meget varmt. Gud ske Lov han har bevaret mig! Ikke alene i Kugleregnen, men også under

Danske tropper på tilbagetog (Kilde: ”de så det ske” af Lars Lindeberg)

Anstrengelser, så voldsomme, at kun få kan gjøre sig et Begreb. Vorherre har rigtig taget mig i sin haand, saa jeg staar her, karsk paa Legemet og frejdig paa Sjælen, endogsaa noget haabefuld, ja ikke saa ganske lidt, endskjønt det er det sorteste Mørke, saa jeg hviler i Troen paa Guds naadige sørgen for Danmark. Jeg kan ikke faa tid til at skrive mere, vi skal stille. Nu er der to Goliatter om en David, men vor Gud skal nok vise sin Styrke.” Der var ingen tvivl om, at Kristian havde set og oplevet krigens gru på nærmeste hold, hvilket han heller ikke lagde skjul på uden dog at komme nærmere ind på det.

Henriks overflytning til krigstjeneste

Efter at Henrik havde opholdt sig en måneds tid i Nyborg med en hverdag fuld af eksercits, kom tidspunktet, hvor mundering og andet af en soldats udstyr stod for udlevering. Henrik var uden tvivl bevidst om, at krigen snart kunne blive aktuel for hans vedkommende, hvilket kan læses ud af hans brev til Stine dateret den 3. marts, hvor han bl.a. skriver ”… Jeg ved ikke om jeg kommer hjem paa Søndag, thi der tales om at vi skal have Tøj den dag, men det er da ikke afgjort, saa jeg tænker nok, jeg kommer en gang til før vi rejser herfra. Det er så rart at komme hjem til Eder, men det er ikke saa let at sige dig Farvel, og for dig er det endda sværere, kjære.” Og han fortsætter ”… En lille Pige paa Fyen har havt en Drøm for nogen Tid siden, hun drømte hun saa to Hære staa imod hinanden, en stor og en lille, men Vor Herre red i Spidsen for den lille Hær med draget Sværd i Haanden, men han brugte ikke Sværdet.” Hvornår Henrik blev overflyttet direkte til krigstjeneste og forlod Nyborg, kan ikke ses af kilderne. Dog ved vi, at Henrik den 18. marts sender et brev til Stine fra Frederits7. I dette brev prøver Henrik at berolige Stine, idet han skriver ”… her tales i dag om Fred, for Tydskerne er nok bange for at faa med de mange at gjøre …” og fortsætter ”Ja bare vi kunde faa en ordentlig Fred, var det jo bedst, men kan vi ikke det, lad os saa bede Vor Herre styrke os og bevare vort lille kjære Danmark med dets Søer og Skove, dejlige Enge og Frodige Marker …”. Kendsgerningen var, at preusserne den 8. marts gik til angreb på forposterne ved Fredericia. Kampen kostede danskerne 5 døde, 19 sårede, 168 tilfangetaget og 19 savnede. Østrigerne mistede derimod kun 2 døde og 18 sårede. Allerede fire dage senere sender Henrik et nyt brev til Stine. At Henrik var kommet til fronten ses bl.a. af, at han ikke længere underskriver sig som rekrut. Henrik var blevet overkonstabel og gjorde nu tjeneste ved 21. infanteriregiments 1. kompagni. Henrik var klar over, at oplysningerne om sammenstødet mellem preusserne og de danske soldater ved Fredericia kunne være nået til Trunderup, så han var interesseret i at fortælle, at alt var vel. I de to døgn bombardementet havde fundet sted, var der anrettet store ødelæggelser inden for voldene. Henrik bekræfter, at Fredericia by havde været under bombardement i to dage, men nu var alt roligt, og efter rømningen af byen, blev der talt om våbenstilstand. ”Jeg sidder nu her kjære Kone, tæt udenfor Volden og slikker solskin med Tornystret på Knæet som skrivepult. Vi har gravet nogle Hytter i Volden, hvor vi boer om Natten. Ja, min kjære Stine jeg har det vel godt, bare du kunde være rolig og ikke sørge saa meget. Det varer maaske ikke ret længe før jeg kommer hjem til dig igjen, men jeg er saa temmelig overbevidst om, at jeg har godt af denne Tour, vil samle nogle Erfaringer og komme til at see, hvad det virkelige er i alle Forhold.” Under krig sættes lov og moral ud af drift. Det rystede Henrik, som var et troende menneske, da han blev vidne til, at nogle af de danske soldater slog vinduerne ind hos en købmand, som var rejst fra byen, for at tage de varer, der var tilbage.

Voldsomme kampe foran Dybbøl Bjerg

Krigen var inde i en periode, hvor tingene skærpedes. Fra midten af februar havde de første træfninger fundet sted ved Dybbøl, og det skulle vise sig, at de ville tage til i den kommende tid. Da den preussiske overkommando havde stor respekt for danskernes stilling på Dybbøl, besluttede preusserne at indlede en egentlig belejring af stillingen med indsættelse af moderne svært belejringsskyts. Den 15. marts åbnede de preussiske batterier ild mod de danske skanser. Den preussiske overkommando havde forventet, at de kunne fordrive danskerne fra skanserne ved hjælp af deres belejringskanoner, som var riflede bagladekanoner med rækkevidder på op til 5 km og med en for den tid uhørt præcision. Den preussiske overkommando måtte efter et par dages bombardementer dog konstatere, at deres moderne kanoner ikke alene ville kunne fordrive danskerne fra skanserne. Man måtte indstille sig på en længerevarende belejring med bygning af et egentligt angrebsværk foran Dybbølstillingen.

Den 28. marts kl. 3 om morgenen angreb preusserne den sydlige del af skanserækken for at skaffe plads til den første parallel i angrebsværket. De danske forposter blev kastet helt tilbage til skanserækken, men danske styrker blev hurtigt alarmeret, og angrebet blev

Infanterist på forpost (Kilde: På forpost ved Dybbøl i krigen 1864)

afvist. Netop dette angreb beskriver Kristian i sit brev til Henrik sendt fra Sønderborg den 30. marts. ”… Om morgenen kl. 3 gjorde Tydskerne et stærkt angreb på vor Stilling…”. ”Hovedangrebet skete ud for 10. Reg. Forpoststilling. Min broder var ude at løse af, da de kom frem med Kolonner i Storm og vilde have overfløjet vores Poster og Feltvagter, men fik kun 4 Mand, hvoraf den ene dog løb fra dem. De fyrede på hinanden på 10 Skridts Afstand. Feltvagterne trak sig tilbage og det gik i Hurra Hurra. Men nu brasede der et par Compagnier af 10.8 lige ned imod dem med fældet Bajonet og Hurra, fyrede på dem og standsede dem lidt, derpaa vendte de om, da der var betydelig Morterild, og nu begyndte Kanonerne, men sikken en Ødelæggelse, nu raabte de ikke Hurra, men jamrede sig. Nu gik 10. frem igen og jog dem op til Dyppel9. Kl. 9 var det hele forbi. Til Kl. 11 var der Vaabenhvile, da de gik blandt hverandre derude og samlede op. Prøjserne gik og græd. Det var ogsaa sørgeligt og stor Jammer. Vi tabte jo ikke saa lidt, men hvad vi vandt, det var en rigtig stor Oplivelse i hele Armeen. Vi lever jo ellers under Bombardement med tydske Granater og værre vil det blive …”. ”Jeg troer, at Vorherre forvirrede Wrangels10 Hjærne og det gav en stor Påskeglæde. Gid vi rigtig inderlig kunne takke ham derfor. Jeg har ikke Tid til mere min kjære Ven, vi har en stræng Tjeneste, og uhyre lidt Tid.” På dette tidspunkt gik Henriks dage i Fredericia med vagttjeneste. I et brev til Stine giver han udtryk for sine frustrationer over, at han vidste meget lidt om, hvordan situationen så ud. ”Rygter er der nok af, ja saa mange, at vi er nærved at blive sær ved at høre derpaa”, skriver Henrik og fortsætter ”Jeg ville være glad for at kunde faa en god Avis at læse i. Tydskerne er nu trukket herfra med deres Hovedstyrke, men hvor langt hveed vi slet ikke, men jeg tænker dog, at de rejser nok hjem med det samme.” Stine var i lykkelige omstændigheder, hvad der måske var årsagen til, at Henrik ikke fortalte den fulde sandhed. Under bombardementerne den 20. og 21. marts havde kuglerne - for at bruge Henriks eget udtryk – ”været ham for nær”. Dette skrev han intet om i sit første brev til Stine. Først i det efterfølgende fortalte Henrik om det, men gjorde det på en udramatisk måde formentlig for ikke at forurolige Stine.

Kristians indkvartering og tjeneste ved Dybbøls skanser

Natten mellem den 29. og 30. marts gravede preusserne deres første stormparallel11 ved Dybbøl. Frem mod stormen den 18. april gravede de i alt fire. Ideen var, at Dybbølstillingen skulle angribes frontalt. Den sidste stormparallel var færdig den 17. april og lå i en afstand af omkring 220 til 300 m fra de danske skanser. At være dansk soldat ved Dybbøl betød normalt 6 dage i skanserne og herefter 3 dages indkvartering på gårde på Als, hvor der kunne hviles ud og ordnes udrustning. Dette fortæller Kristian om i sit brev til Henrik dateret den 10. april. ”… Endskjønt jeg har meget travlt, da vi skal have spist til Middag, samt Tøjet i Orden og stille til afmarch om et par små Timers Tid, skal du dog have et Par Linier. Jeg er, Gud ske Lov, rask. Vel føler jeg mig en del udmattet, men Mange har det meget værre. Det er jo en noget stræng Tjeneste vi har. I 6 Dage er vi ovre i Stillingen og i den Tid lever vi jo næsten ene og alene ved Brød og Brændevin. Nu kommer

Danske marketendere på Als (Kilde: ”de så det ske” af Lars Lindeberg)

der jo ingen Marketender over og Naturalforplejning12 kan vi jo ikke faae godt tillavet, saa vi er for en Del lede paa dem. I de 3 Dage vi saa kommer ind paa Als, har vi jo nok at gjøre med at eftersee Tøjet, og saa er det først at Matheden falder over os, men alligevel er det jo dog en Hjælp med de 3 Dages Frihed. Angaaende Stemningen iblandt os, da har Bombardementet jo trykket den uhyre; thi det er jo i hundreder, der bliver kastet Granater13 ind til os. Gud har dog bevaret vort Comp., godt for dem, hvorimod vi i en Fægtning forleden Nat tabte vor Comp.commandør og en Løjtnant samt Tolv Mand. Gid Han fremdeles vil holde sin hånd over os. Jeg beder til Vorherre at han vil redde os ud af den slemme Fjendes Kløer. Nu mener man jo at der skulde blive Vaabenhvile, når vi naar d. 12., men jeg har ingen bestemt Efterretning. Jeg har ikke Tid til mere.”

På vej til mytteri?

Der var ikke mytteri i den danske hær ved Dybbøl, men kilderne bekræfter uafhængige af hinanden, at modet hos den danske soldat var på nulpunktet samtidig med, at troen på en sejr heller ikke var til stede længere. Da afløsningen den 15. april skulle af sted, nægtede soldaterne i 16. og 17. regiment at marchere. To dage i forvejen var den gældende vagtturnus blevet ændret, hvorved fridøgnene på Als var blevet afkortet til to dage. Det gik ud over 16. og 17. regiment, som oven i købet var indkvarteret i de fjerneste kantonnementer14 på Als. Til sidst lykkedes det dog officererne at få soldaterne til at gå. I et brev sendt til Henrik den 14. april fra Niels Nielsen15 fremgår det, at soldaternes moral var langt nede. Niels Nielsen havde selv besøgt de danske soldater på Als. ”... Men det værste for vore Soldater er den uafladelig Bombardement, saa der falder mange af vore Soldater ved den ild16. Jeg kunde see af dit Brev, at du ventede ingen glimrende Sejre denne gang, som det lykkedes i forrige Krig. Den samme Tanke hørte jeg, da jeg var ovre paa Als, og den samme Tanke var heller ikke saa ganske fri for at dukke op i mit eget indre ved at være blandt Soldaterne. Jeg fik det samme Indtryk derovre som Kold fortalte i Sødinge skole i Søndags, at der var en som have skrevet til ham og sagt, at de vilde slet ikke mere end de blev kommanderet til, men det gjorde de da ogsaa, men naar de havde gjort det, saa vilde de Hjem sagde de. Der var nogle enkelte som ikke var af den Slags, men kun ganske faa, og selv for de bedste synes jeg ikke, at Folkeaanden er vaagnet som den var i Almindelighed i forrige Krig, saa endnu er der ikke udsigt til saa glimrende Sejre, og jeg har heller ikke stor Tro om, at der bliver Fred.”

18. april i Fredericia og Dybbøl

Uden at vide, hvad den 18. april skulle komme til at betyde, skriver Henrik denne dag et brev til Stine, hvori han bl.a. fortæller om det sidste døgns tjeneste og tanker. ”… I Nat havde jeg Post ude ved General Ryes17 Høj. Der er kastet en Jordhøj op paa stedet, hvor han faldt og derude staar vor Kjede, saa faldt mit Nummer til at staa tæt ved Højen. Det er jo saadant et Mindeværdigt Sted for mig.” Og fortsætter ”… Nej Folkeaanden er sløv her, og det Kristelige endnu svagere, men hjemme tror jeg dog, der er mange, som beder varmt, mange flere dog nok end før Krigen, og jeg kan nok blive ved at tro, at Vor Herre snart gjør det godt for de faa Fromme Bønner.”

Men hvad var det, der skete den 18. april? Kl. 4 om morgenen begyndte det hidtil voldsomste bombardement af Dybbølstillingen. I løbet af 6 timer faldt 8.000 granater ned over de danske skanser og løbegrave. Kl. 10 ophørte de preussiske kanoners granatregn, hvorefter 10.000 særdeles veltrænede preussiske stormtropper væltede op fra den sidste stormparallel nærmest de danske skanser. Herefter fulgte yderligere 10.000 mand og bagved disse lå yderligere 20.000 mand til fremrykning. Bag den forreste skanserække lå de 5.000 danske soldater parat til at modtage de preussiske soldater med geværild. I løbet af blot 10 min. var de første danske skanser erobret af preusserne og efter 30 min. var i alt 7 skanser faldet. Først kl. 10.30 blev den danske reserve på 6.000 mand alarmeret, hvorefter 3.000 danske soldater indledte et modangreb. General du Plat tvivlede på, om angrebet burde gennemføres, men de fremstormende spredte preussiske enheder blev fejet til side, og det danske modangreb så ud til at ville lykkes. Ved Dybbøl Mølle gik modangrebet imidlertid i stå. De danske troppers tab var enormt store. Døde, sårede og

Stormparallel (Kilde: Historiecenter Dybbøl Banke)

tilfangetagne danske soldater beløb sig til 1399. Danskerne måtte nu opgive at forsvare Dybbølstillingen, og tropperne blev trukket tilbage til Als. Ca. kl. 14.00 forlod den sidste danske soldat Dybbølssiden. Dagen efter blev parterne enige om en våbenhvile fra kl. 12 til 18 senere forlænget til kl. 19.00. I dette tidsrum kunne de sidste sårede samles op, og de døde begraves. Tabene den 18. april:

Preussisk tab: 1201 døde og sårede.

Danske tab: 1669 døde og sårede samt 3131 usårede fanger og desertører.

I Fredericia, hvor Henrik fortsat gjorde tjeneste, var der efter omstændighederne forholdsvis roligt. Henrik skriver i et brev den 25. april til Stine. ”Jeg har det godt og er rask, det er virkelig sandt. Og Tydskerne seer vi ikke noget til. Her har nok været Tale om at de trækker herop efter, men det troer jeg næppe, men i disse Dage tales her stærkt om Vaabenstilstand, og det vil jeg hellere tro, der er nok ikke afgjort endnu…”. ”Tydskerne bliver vel sagtens noget højrøstet nu de har taget Dyppelstillingen, men er det Vor Herres Villie, at det må blive forbi saa frelses nok vort lille Danmark: Det er forunderlig saadan det gaar os denne Gang, men vi trænger vel til at ydmyges, bare det danske Folk vilde, ligesom Jøderne, naar de blev overvundne af Romerne, klæde sig i Sæk og Aske, da skulde vi lige saa sikkert blive fri igjen, som Jøderne blev det fra Romerne, naar de søgte Vor Herre igjen.”

Fæstningen i Fredericia rømmes

Efter nederlaget ved Dybbøl beordrede den danske krigsminister til alles forundring en tilbagetrækning af de danske tropper fra den langt stærkere Fredericia fæstning. Fredericia var en egentlig permanent fæstning og ikke et forstærket feltværk, som Dybbølstillingen var. Formålet med beslutningen var at styrke forsvaret af Als og Nørrejylland. Ordren blev hurtigt udført natten mellem den 28. og 29. april, hvilket betød, at Danmark havde mistet sin sidste flankestilling i Jylland. Den danske hær havde altså bortset fra 4. division i Nørrejylland mistet sine offensive muligheder og var tvunget til at koncentrere sig om et passivt forsvar af Als og Fyn. Den preussisk-østrigske hær var nu ikke længere tvunget til at bruge kræfter ved Dybbøl og Fredericia. Den danske hær var derimod tvunget til at splitte sine i forvejen beskedne kræfter i tre dele – på Als, på Fyn og i Nørrejylland.

Efter Fredericias rømning

Der havde i længere tid ikke været brevveksling mellem Kristian og Henrik, hvilket havde haft sine naturlige årsager. Kristian klarede imidlertid kampene ved Dybbøl uden skader, og som det ses af hans brev sendt fra kantonnementet i Ulkebøl på Als den 1. maj var Kristian blevet forfremmet til underkorporal. Tabene den 18. april havde været så store, at det var nødvendigt forfremme mange af de soldater, som ikke var blevet såret og stadig kunne udføre soldatertjeneste. Kristian skriver ”… Jeg burde have skreven før, men jeg har ikke kunnet, dels af den Grund, at vi nu i over 14 Dage enten har været på Forpost eller ligget i Barakken, saa Lejligheden til at skrive har været yderst ringe, dels af den Grund, at man på Grund af de seneste Begivenheder ikke har kunnet Andet end være yderst nedtrykt, da det jo ser sort ud for vort kjære Fædreland… ”. ”…Nu i dag gaar det sørgeligste Rygte her, at Friederits er rømmet, sådant kan man ikke forstaae. Hvad det bliver til med Konferencen er ikke godt at vide, men det bliver vel til en Vaabenstilstand, hvis saadant skeer, kunde der vel være Haab om, at vi i en nærmeste Fremtid kunde samles hjemme…”.

Henrik i Nordjylland

Meget var sket for Henrik på det sidste. Den 4. maj skriver han et langt brev til Stine fra Vedsted i Nordjylland. ”Jeg ved, hvor du længes efter at høre fra mig, men i de sidste 8 til 10 Dage har jeg slet ikke havt Tid. Du hveed jo nok, at vi har rømmet Frederits den 26., ja maaske Natten før, begyndte de at transportere Kanoner og Ammunition væk. Den 27. fik vi at vide, at Byen skulde rømmes, og Tropperne skulde over til Fyen, da begyndte der at blive milde Ansigter, men Kl. 2 om Eftermiddagen blev vort Kompagni raabt til Appel, og Kaptajnen sagde, at vi havde vel nok lugtet, at Byen skulde forlades, men et Kompagni skulde blive tilbage af Regimentet.” Det blev 1. kompagnis lod at blive tilbage og forsvare fæstningen, indtil fjenden kom. Henrik tilhørte 1. kompagni. ”… Vor lod blev at skydes eller tages til fange, men saa kom Regimentskommandøren og han trøstede os. Skudt skulde der ingen af os blive, for vi maatte aldrig løsne et Skud, og ifald de trængte paa, haabede han nok at underhandle saaledes med Fjenden, at vi skulde komme væk.” Den 29. april om morgenen efter at Henrik var blevet afløst fra sin vagt, fik han besked på, at hans kompagni - som det sidste - skulle forlade fæstningen. Kl. 12 marcherede de ned til skibet, som lå i havnen, og først på eftermiddagen lagde skibet til ved Båring på Fyn. Her fik de, som Henrik udtrykte det, ”et velfortjent hvil i en halmstak”. Efterfølgende fik de at vide, at 19. og 21. regiment skulle udskibes til Nordjylland, hvor de skulle indgå i forsvaret der. Sejlturen derop var hård på grund af storm. Mange blev svært søsyge. ”…Henimod aften lagde Stormen sig, om Natten kom vi ned i Lasten, der var varmt dernede…” og ”…om morgenen den 1. Mai var Vejret bleven smukt og alle myldrede op paa Dækket igjen. Kl. 2 a 3 var vi i Hals ved Limfjorden, og troede at vi maatte blive der, men Kl. 7 marserede vi fra Byen, efter at være bleven forplejet godt. Vi gik omtrent et par Miil den Aften, kom først i Kvarteer Kl. 11. Om morgenen d. 2. Mai marserede vi derfra igjen og gik vel 5 Mill Vester paa langs med Limfjorden, henimod Aften naaede vi Byen Vedsted, hvor vi blev indkvarteret, vi ligger 14 mand i en Gaard, et udmærket Kvarteer, hvor det var behagelig at komme til at sidde ved et Bord med en hvid Dug og ordentlig reent Tøi og god spise, vi lever fortræffelig, vi har faaet Grød et par gange, det var dejligt istedenfor Flæsk og Kjød og Ærter og Suppe, som vi faar til Forpleining. Jeg tænker vi kommer til at ligge her nogle Dage. Nu faar jeg ikke Plads til mere, men jeg skal skrive snart igjen, dersom vi bliver her, i Dag har jeg været i Kirke.”

Postvæsenets omdeling af breve var efterhånden blevet en smule ustabil. Brevene var længe undervejs. Brevene krydsede ofte hinanden med mange dages forsinkelse. Den danske hær forsøgte at sikre og stabilisere sig nord for Limfjorden. Der blev etableret en telegraflinie langs med Limfjorden. Henrik og Kristian Snedker, som han var blevet indkaldt sammen med i Nyborg, blev sammen med 6 andre fra deres kompagni udkommanderet til at gøre tjeneste ved telegrafstationen i Husby. Dette var Henrik godt tilfreds med, hvad han også skriver om til Stine i et brev af 12. maj. Henrik var flittig til at skrive breve til Stine, men indholdet ændrede sig fra nu af. Henrik fortæller om, hvad han foretager sig i dagligdagen ud over at gøre tjeneste ved telegrafstationen. Selv om Danmark i 1864 var et lille land, var det for den enkelte dansker stort i udstrækning. Man kom ikke så langt omkring, hvilket tydeligt fremgik af Henriks brev ”… at vi forleden Dag var ude ved Vesterhavet. Der er jo kun et par smaa Miil derud, saa mente vi dog vi skulde ud at see det Hav, hvorom der har været talt og skrevet saa meget, saa gik vi derud, og det var virkeligt interessant at se de Taarnhøie Sandklitter, det bliver nu for vidtløftig at beskrive det, naar jeg kommer Hjem kan jeg fortælle lidt om det, men her er en Blomst jeg plukkede paa en af de første Klitter, tæt ved Havet, den vil jeg sende med Hjem…”.

Våbenhvile

Den 25. april blev der – efter nederlaget den 18. april - indledt forhandlinger i London18 mellem de implicerede parter. Her aftaltes en måneds våbenhvile, som trådte i kraft den 12. maj19. Kristian var meget betænkelig med hensyn til, hvordan det ville gå, når våbenhvilen udløb. Ville freden komme, eller ville krigen begynde på ny. Kristian hældte mest til det sidste, hvilket fremgår af hans brev til Henrik, som sendes fra Nordborg på Als den 27. maj. ”… Dersom det bliver begyndt igen, vil Als ikke blive forsvaret med Kraft, hvad man kan vide af den Omstændighed, at alt sværere Skyts samt Artilleri og Ingeniør-Materiel er ført bort. Men vil Wrangel herover, kommer vor Brigade nok til at gjøre det Værn, vi kan, og kan vi ikke holde ham, gaar vi tilbage til Kajnæs20 og derfra bider fra os, til vi kan see at komme til søes”. ”… Danmarks Styrke ligger i Søen, saa skal Krigen begyndes igjen, og den skal føres med Kraft, saa er det naturligt, at Landsarmeen bruges til at beskytte Fyen, gjøre Strejftog og Angreb i Jylland, samt om muligt til at gjøre Landgang på de tydske Kyster og øve Strandhugst. – Og vi kan jo ikke andet end være bedrøvet, thi vi har en ussel Regering, og vi er i Nød i det hele taget.” Det var fantastisk, at Kristian, som soldat ved fronten havde mentalt overskud til at forholde sig til rigets politik og militærstrategi. Våbenhvilen skulle efter planen udløbe den 12. juni, men allerede den 9. juni skriver Kristian fra sin indkvartering på Als til Henrik, at de havde fået ordre til at holde sig parate, hvis våbenhvilen ikke blev forlænget de 14 dage, som der gik rygter om. Kristian skriver endvidere: ”Jeg kan dog ikke vide, om vi skal begynde igjen under de samme ugunstige Forhold. Kjære Ven!. Det er dog jammerligt, og vort Fædreland bliver ydmyget, vor Hæder fordunkles og Vaabenglansen fra forrige Krig mister sit Skjær. Gid vi dog måtte komme op igjen. Enten våbenhvilen bliver forlænget eller ej, skal vi på Forpost i det Seneste på Søndag. Vi eksercerer også hver Dag og pudse skal vi også.”

Den 26. juni udløb våbenhvilen. Straks derefter den 29. juni kl. 2 om morgenen satte 2.500 preussiske soldater med 600 både i første angrebsbølge over Alssund. De danske styrker tog kampen op, men forsvaret af Als var for svagt og for dårligt organiseret. På havet var Danmark herre. Panserskibet ”Rolf Krake” dukkede op og kunne for en stund stoppe overførslen af de preussiske tropper. På dette tidspunkt var allerede 5.000 preussiske tropper overført til Als, hvorved de danske styrker var trængt. Kaptajnen på

Preussisk landsætning på Als (Kilde: Historiecenter Dybbøl Banke)

”Rolf Krake” vurderede, at slaget var tabt, og sejlede bort for at deltage i evakueringen af de danske styrker fra Als. De preussiske styrker trævlede det danske forsvar op. Kl. 5.30 opgav danskerne forsvaret af øen og trak sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs. Herfra blev de danske tropper udskibet de næste par dage. Den 1. juli forlod den sidste danske soldat Als. Efter tabet af Als bredte modløsheden sig i Danmark. Preussen og Østrig havde besat hele Jylland op til Skagen, og man frygtede nu, at også Fyn ville gå tabt. Måske var endog Sjælland truet, så kravet om fred for enhver pris bredte sig. Den danske regering gik af og en ny blev udpeget. Regeringen anmodede om våbenhvile. Våbenhvilen trådte i kraft den 20. juli, og fra slutningen af juli blev forhandlingerne indledt i Wien.

Vi ved, at Henrik og hans kompagni forlod den nordlige side af Limfjorden og trak sig tilbage til Løgstør umiddelbart før, våbenhvilen udløb den 26. juni. Hvad der derefter skete, ved vi intet om. Men den 12. juli var Henrik og hans kompagni tilbage på Fyn. 19. regiment, som Henrik tilhørte, var indkvarteret i byen Båring tæt ved Asperup. I et brev til Stine skriver Henrik ”Nu er Feltlivet begyndt igjen. Vi ligger 30 a 40 Mand i en Gaard, og skal til at have vores Portioner Kjød og Flæsk igjen, men det er jo da bedre end i Frederits, for vi kan da nok faa noget Mælk og saadant noget imellem, men rigtignok ikke for ingenting …”. ”Vi gjør ingen Tjeneste om Dagen, men er paa Forpost hver Nat, men ved denne Aarstid er det nu ingenting for at ligge ude, det daarligste tror jeg nok er for Øinene at taale Natteluften, næsten en trediedeel af kompagniet har daarlige øine, men mine er dog Gud skee Lov gode endnu…”. ”Jeg troer heller ikke, at I behøver at være bange for Tydskerne derhjemme. Vi er da enige om tilsammen, at vi kan nok holde dem, dersom vi må gjøre, hvad vi kan, og det tænker jeg, vi maa nok. Alle Fynboerne vil da nok vove Trøien for at holde dem, og Slesvigerne gjør nok ogsaa hvad de kan, de siger rigtignok, at dersom de vil herover, kan de nok komme…”.

August 1864

I begyndelsen af august hørte Henrik for første gang siden midten af juni fra Kristian. Under kampene på Als den 29. juni var han blevet taget til fange, men slap fri og er nu overført til Bogense. Herfra skriver han til Henrik ”… Det har været en hårdnakket Krig, kostet en masse Penge og strømme af Blod, og ydermere sat en hel Del øjeblikkelig Velfærd overstyr; alt sammen for at ende med Nederlag. Vi har tabt denne Kamp, og til Tabet knytter der sig altid en større eller mindre Grad af Vanære; thi skam og skade følges gjerne ad”. ”… Du kan tro den Dag på Als, var varm. Der var de så nærgaaende, at der blev stukken med Bajonetter gennem Hegnene og vi skjød på hinanden paa 2 a 3 skridts afstand. Det er min Ære, at jeg fik hele kampen med; thi først da vi skulde tilbage og var kommet et stykke på vej, var jeg så udmattet, at jeg ikke kunde mere og øjeblikkelig var de også saa nær på mig, at jeg maatte give op. Der laa vel mellem 10 og 20 Døde og saarede rundt om mig. Vi tabte 90 Mand ved Comp., hvoraf de 16 blev fangne, saa der blev 74 dræbte og saarede. Der blev kæmpet med stor Tapperhed, men desværre var det jo unyttigt, thi det var paa urette Sted, nemlig inde paa Als og ikke ved Overgangen …”. ”Desforuden blev Rolf Krake ogsaa skaanet, saaledes at Overgangen vedblev at være fri, saa de kunne sætte flere over, end vi kunde slaa ihjel.”

Medens fredsforhandlingerne var i gang, og det mere og mere så ud til, at der blev mulighed for fred, var Henrik blevet flyttet til Maale. I et brev den 15. august til Stine fortæller Henrik ”I dag skal Slesvigerne reise, men skal vi blive liggende, er det virkelig trist. Du skriver, at jeg skal leie og komme hjem til eder, og det har jeg allerede tænkt paa, da jeg hørte, at Høirenumrene skulde blive liggende, og er der Raad for, skal jeg nok komme, du kan nok vide, at jeg længes stærkt efter at komme Hjem til dig nu, og endnu er det da nok heller ikke afgjort, at vi skal blive.” Nogle få dage efter dette brev skriver Henrik på ny til Stine ”…Ja, det er forfærdelig at tænke paa, at vi ikke kan komme Hjem tilligemed de andre, at vi skal blive liggende for at Exersere efter at have gaaet på skolen i omtrent 2 Maaneder og ligget i Felten 5 Maaneder, ja det er en gruelig Krigsbestyrelse vi har, og vi har havt hele tiden. Vi kan ikke engang faa Permission21 nogle Dage, det vil da sige ved vort Kompagni, for ved et andet Kompagni har de faaet. I Morges var vi 4 Mand oppe hos Kaptainen og bad om Permission, men det var allernaadigst afslaaet. Han svarede os Vi ligger her, for efter Overkommandørens Ordre at uddannes saa meget som Mulig, saa der kan slet ikke være tale om Permission.” Henrik var efterhånden blevet en smule bitter, og det var blevet almindeligt at anvende stillingsmænd. I Henriks kompagni var der en, som havde anskaffet sig en. Prisen lød nu på 225 rigsdaler for nogle få dage. Henrik havde brug for en stillingsmand i op til en måned, derfor ræsonnerede Henrik, at det ikke kunne blive aktuelt. Efter 7 måneder i krigstjeneste var Henrik skuffet over fortsat at skulle gå, og som han selv siger, ”at hexe med den Exersits som er til slet ingen Nytte”.

Fødsel, fred og hjemsendelse

Den 4. september 1864 nedkom Stine med en dejlig datter, som kom til at hedde Karen. Henrik var netop hjemme på orlov på det tidspunkt, hvor Stine fødte. Efter at Stine var nedkommet, måtte Henrik tilbage til tjenesten igen. Fredsforhandlingerne i Wien fortsatte, og fredstraktaten blev underskrevet den 30. oktober 1864. Kong Christian 9. satte sin underskrift den 12. november. Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenborg og dermed 40% af landets samlede størrelse og af en befolkning på 2.5 mio. var ca. 900.000 blevet tyskere. Danmarks grænse mod syd blev Kongeåen. Henrik blev hjemsendt, og så vidt vides uden fysiske men.

Foto: Henriks fortjenstmedalje for deltagelse i krigen 1864

Lokalhistorisk Arkiv